-->
Enter your registered email:
Indtast ny adgangskode:

Vi Elsker 80'erne - Artister

Disse artister kommer til Odense i 2020 - Glæd jer!

Alphaville

alphaville

Alphaville blev dannet i 1982 i Tyskland og storhittede i det meste af Europa gennem 80’erne. De blev især kendt for sangene ”Big In Japan” og ”Forever Young”. Bandets medlemmer har skiftet løbende gennem bandets levetid, men består nu af forsanger Marian Gold, der som det eneste medlem, har været med fra starten, David Goodes, Jakob Kiersch, Carsten Brocker og Alexandra Merl.

Bliv grebet af nostalgien HER

Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen

annemaria

De var begge bandmedlemmer af Tøsedrengene og hittede stort med sangene ”Indianer” og ”Sig Du Kan Li’ Mig”. Efter gruppens opløsning i 1986 kastede Anne Dorte Michelsen sig over en succesfuld solokarriere, mens Maria Bramsen fik stor succes med gruppen Ray Dee Ohh som blandt andet hittede med sangen ”Jeg Vil La’ Lyset Brænde”. Det er altså et par sværvægtere inden for dansk musik vi har med at gøre her. Siden 2013 har de to optrådt med de velkendte Tøsedrengene hits som en duo.

Syng med HER

ABC

abc

Martin Fry er den karismatiske frontfigur for ABC, der blev skabt i Sheffield i starten af 80’erne, med et ønske om at blande disko og punk musik. Debut albummet ”The Lexicon Of Love” gik ind som nummer et på den engelske hitliste og solgte over en million eksemplarer. På gruppens femte album ”Up” fra 1989, eksperimenterer de med house genren og får et mindre hit med singlen ”One Better World”. Efter en seks-årig pause vender Martin Fry tilbage i 1997, og genopliver bandet, denne gang som solo artist. Gennem de næste år vender tidligere bandmedlemmer tilbage til bandet, men fra 2009 er Martin Fry igen solo og det er sådan det sidste album ”The Lexicon Of Love II” bliver udgivet i 2016.

Lyt til "The Look of Love" HER

Back to Back

back to back

Den danske popduo, blev dannet i 1986 af musikerne Morten Remar og Nis Bøgvad, og de udgav deres første album året efter. De blev hurtigt kendt i hele landet med sange som ”Som De Andre Gør” fra 1987 og ”Jonathan” fra 1989. Bandet har været gendannet af to omgange, men efter deres jubilæumskoncerter i 2017 er de nu tilbage med et nærvær, et overskud og en spilleglæde som aldrig før. Deres sange fra 80’erne er stadig voldsomt populære og publikum er som altid klar med en fantastisk opbakning når Back To Back går på scenen.

Vil du være sikker på at kunne synge med, kan du øve dig HER

F. R. David

fr david3

Den tunesisk-fødte franske sanger begyndte sin karriere som Robert Fitoussi (sit fødenavn) i et fransk garage-band. I 1967 startede han sin solo karriere og tog kunstnernavnet F. R. David. Han har arbejdet sammen med en lang række kunstnere rundt omkring i hele verden. I 1982 fik han et kæmpe gennembrud med sangen ”Words”, som solgte otte millioner kopier og lå øverst på flere hitlister i Europa.

I 90’erne holdt David pause fra sin egen musik, og fokuserede på at skrive og komponere for andre kunstnere. I 2000 vendte han tilbage til sin egen musik og udgav albummet ”Words – ’99 Version”, og i 2009 udgav han albummet ”Numbers”. Dette album er et samarbejde med en række andre kunstnere og indeholder sange som David selv foretrækker.

Lyt til "Words" HER

Howard Jones

howard jones

Denne engelske sanger, musiker og sangskriver udgav sin første single ”New Song” i 1983 og han havde sin debut optræden kort efter på BBC’s Top of the Pops. I 1984 udgav han ”Like To Get To Know You Well”, som han selv sagde var lavet de originale Olympiske Leges ånd. Selvom det ikke var en officiel sang for OL, blev sangen et verdensomspændende hit. Jones er blevet beskrevet som en af de definerende figurer af synth-pop i 80’erne. Han deltog også i den historiske Live Aid koncert i 1985.

I 1986 aftager succesen hjemme i UK, men han udgiver albummet ”Action Replay” som indeholder et remix af sangen ”No One Is To Blame” og den sang bliver Jones’ største hit i USA og her spiller han udsolgte koncerter, hvilket han bliver ved med igennem 80’erne.

I 90’erne havde Jones succes med at skrive for andre kunstnere og i 2003 spillede han en 20-års jubilæumskoncert i London for at fejre udgivelsen af sin første single.

Find "Things Can Only Get Better" HER

Jørgen Klubien

jørgen klubien

Med en start som 11-årig har han været i musikbranchen i over 50 år, og den erfaring er ikke til at tage fejl af. Klubien har en lang række præstationer bag sig, men er nok mest kendt herhjemme, for at være med til, at starte Danseorkesteret i 1984. Med velkendte sange som ”Regndans” og ”Kom Tilbage Nu” i rygsækken, er der lagt godt op til fest, når Klubien indtager scenen. Det bliver en optræden med masser af nostalgi, dans og livsglæde du kan leve længe på.

"Kom Tilbage Nu" kan høres HER

Secret Service

secret service

Dette legendariske svenske pop/new wave band blev dannet i 1979. Bandet startede deres karriere sammen, med at skrive sange til Melodi Grand Prix. De vandt ikke, men besluttede sig for at fortsætte samarbejdet og fandt på band navnet Secret Service. Deres første single ”Oh Susie” fik kæmpe succes i Sverige og flere andre steder i verden, og lå nummer et i 29 lande. Fra deres første album bør også nævnes sangen ”Flash In The Night”.

I 2006 samledes bandet igen til en gala-fest i Moskva, og har siden da været på tour i Rusland og andre lande i øst-Europa. I 2012 udgav de ”The Lost Box”, et album med sange fra tidligere år, der var blevet mere eller mindre glemt og aldrig før færdiggjort. Albummet fik en god modtagelse af Secret Service’s fans.

Du kan finde "OH Susie" HER

Johnny Hates Jazz

Bandet består nu af Clark Datchler og Mike Nocito. De mødtes i starten af 80’erne og udgav deres første single, ”Me And My Foolish Heart”, i 1986. Sangen viste sig at være uden stor kommerciel værdi, men den fik en del airplay og blev Sounds Magazine’s ”record of the week”. I 1987 udgav de singlen ”Shattered Dreams” som fik stor succes i flere lande. Det efterfølgende debut album ”Turn Back The Clock” blev nummer et i UK. Albummet blev et af kun to albums udgivet af Virgin Records, der gik direkte ind som nummer et.

Til trods for stor succes, besluttede Clark at forlade bandet i slutningen af 1988, men i 2009 fandt han tilbage til bandet og de begyndte at arbejde på nye sange.

I 2018 udgav de en 30-års jubilæums udgave af ”Turn Back The Clock” albummet, der inkluderede en ny indspillet akustisk udgave af alle sangene, b-sider og ikke hidtil udgivne demo’er.

Skal minderne genopfriskes, kan det gøres HER

Følg os...​

© 2019 VI ELSKER​