2 Unlimited
There is 'No Limit'!
Få artister indkapsler lyden af 90’ernes eurodance som 2 Unlimited. Den belgisk-hollandske dancegruppe blev et globalt fænomen i begyndelsen af 90’erne og leverede en perlerække af hits, der stadig kan fylde et dansegulv på få sekunder. Gruppen med Ray Slijngaard i front er blevet en Vi Elsker Sweetheart og igennem årene en af de mest ønskede grupper blandt jer gæster.
Det helt store gennembrud kom med “Get Ready For This”, men især “No Limit” fra 1993 gjorde 2 Unlimited til superstjerner. Singlen gik nummer 1 i en lang række lande – herunder Danmark – og lå hele fem uger på førstepladsen i Storbritannien. Ifølge Billboard solgte “No Limit” omkring 2,3 millioner eksemplarer på verdensplan, mens albummet No Limits! rundede 3 millioner solgte eksemplarer. Gruppen er også et af de få bands, der har haft hele 8 hits i Top 10 på den engelske hitliste!
Når 2 Unlimited indtager Vi Elsker Stage på Festegnen 2027, er der lagt op til et massivt 90’er-trip med hits, som flere generationer kender. Vi har kun tilbage at sige: Get ready for this, venner!